Stritter din virksomheds identitet i alle retninger?

Udseende er ikke alt – og så dog … for når det drejer sig om virksomhedens identitet, så er det visuelle indtryk faktisk ret vigtigt. Det er jo kundernes første indtryk af din virksomhed. Forestil dig, at du modtager e-mails, breve og tilbud fra samme virksomhed, men alt sammen med forskelligt udseende – hvilket indtryk får du så af virksomheden?

I en travl virksomhed, hvor der dagligt sendes mange e-mails og udarbejdes utallige andre dokumenter, er der stor risiko for, at virksomhedens identitet – og dermed markedsføringen – stritter i alle retninger. Og hvis din virksomheds identitet har lige så mange ansigter, som du har medarbejdere, skaber det støj og irritation, og det kan nemt give kunden indtryk af, at der ikke er styr på tingene.

Dine medarbejdere gør helt sikkert deres bedste, når de selv opsætter et tilbud, et mødereferat eller en præsentation – problemet er bare, at de har forskellige præferencer, for eksempel i forhold til brug af logo, skrifttyper, skriftstørrelser og farver.

Gør det nemt for dine medarbejdere

Sørg for klare retningslinjer for, hvordan både den interne og den eksterne kommunikation skal se ud. Det sikrer en rød tråd i kommunikationen og et klart image.

Det kan godt betale sig at bruge tid og kræfter på at udarbejde – eller få udarbejdet – en designmanual for al visuel kommunikation i virksomheden, lige fra grafiske elementer til papirlinje, kataloglayout, profiltøj og firmabilernes udseende. Det giver medarbejderne en enkel og overskuelig oversigt over, hvordan forskellige elementer skal bruges.

Men en designmanual kan ikke stå alene – den skal udbygges med tilhørende skabeloner for alt lige fra mødereferater, prislister, tilbud, ordrebekræftelser og fakturaer til jobopslag, e-mailsignaturer, Excel-dokumenter og Power Point-præsentationer.

Det kan lyde som en omfattende og tidskrævende opgave, men når det er gjort, vil det spare din virksomhed for en masse tid, som før blev brugt på at lave tingene fra bunden, gang på gang. Det reducerer også risikoen for fejl og forglemmelser. Og ingen vil længere være i tvivl om, for eksempel hvor logoet skal placeres – det er der nemlig allerede taget stilling til i designmanualen og skabelonerne, som alle bruger. Uanset hvor i virksomheden eller verden, de sidder.

Opfølgning – bliver retningslinjerne overholdt?

Det er en god idé løbende at tage temperaturen på, om designlinjen overholdes og om der eventuelt er behov for justeringer eller opdateringer.

På den måde sikrer du, at virksomhedens identitet altid er konsekvent og ikke stritter i alle retninger. Det skaber genkendelighed hos dine kunder og giver et professionelt indtryk af din virksomhed.

Hvis du ønsker hjælp til at få løftet din virksomheds identitet, branding, grafiske design, en tydeligere PR og kommunikation eller andre markedsføringsaktiviteter, er du altid velkommen til at kontakte os!

 

Menu